Muhl afslører i sit forord, at teksten, som den står at læse, kom til ham en frostkold vinterdag på holmen Hjortholm. Her har han sat sig ved et vandhul, som kaldes Frejas Øje, og pludselig er det, som gennemstrømmes han af en usynlig kraft. Han sætter pennen til papiret og skriver det, der nu kan læses under titlen ’Frejas spådom. Det glemte sprog’.
Lidt afhængigt af hvor åben man er overfor alternative tilgange til tilværelsen, kan man med nogen ret hævde, at Muhl derfor ikke er forfatter i ordets gængse forstand til dette værk - og selv bruger han da også hellere betegnelsen fødselshjælper. Uanset hvad, er ’Frejas spådom’ et langt og indholdsmættet digt, som på én gang både er universelt og tidstypisk. Og det er faktisk lidt af en præstation.
Værket i sin helhed spænder, på trods af en fast og fuldendt form, så bredt, at man kan spore utallige referencer til flere religioner, klassiske litterære værker, ordsprog og talemåder anvendt i en ny betydning og en umærkelig sammenbinding af fortid, nutid og fremtid. ’Frejas spådom’ er vers om fødsel og død, om årets gang, om den cyklus alt er indlemmet i, om den virkelighed vi kan registrere og om en anden virkelighed:
