Anvisninger på, hvordan forældre kan kommunikere med deres børn med henblik på at styrke selvværdet. Belysning af forskellen mellem at støtte børnenes selvtillid - præstationsevne - og selvværdet - den indre bevidsthed om egen værdi.
Som forældre elsker vi at rose vores børn og fortælle dem, hvor dygtige de er. Vi gør det af kærlighed, af begejstring og i bedste mening. Men med en let omskrivning kan man sige, at ´rosen har torne´. Rosen kan i bedste fald støtte dit barn til en større selvtillid, men vidste du, at den ligefrem kan føre til skrammer på selvværdet?
I et let forståeligt sprog guider psykolog Dan Svarre dig til indsigt i selvværdets natur. Ved hjælp af eksempler fra hverdagen viser han, hvordan du med enkle midler kan erstatte rosen og bedømmelserne med dit nærvær og din accept af dit barns livtag med sig selv og verden.
Glæden, oplevelsen af at have værdi, at slå til, at være rigtig, som man er, og være en ligeværdig del af fællesskabet, er målet. Midlet er forældre, som har mod til at finde sig selv og at være sig selv i samvær med barnet. Resultatet er selvværd: Glade børn med højt selvværd!
Indholdsfortegnelse:
Indhold: Hvad er selvtillid og selvværd? Selvtillid og færdigheder - selvværd og egenskaber Hvordan opbygges selvtillid og selvværd - og kan man have for megen selvtillid eller for højt selvværd? Drop den ydre målestok - rosen Sådan arbejder du med dit eget selvværd - tegn og symptomer på et skadet selvværd/mindreværd Sådan skaber du den indre accept - selvværdet - og sådan støtter du dit barn til selvværd Selvværdets tre grundpiller.